Graviditet

Tillykke med din fantastiske gravide krop. 

Et nyt liv er på vej, og der er meget du kan gøre for din gravide krop og de forandringer der sker i ventetiden.
Du er i gode hænder hos os, da vi har flere fysioterapeuter der har speciel interesse for morkroppen og en gynobs-fysioterapeut med speciale i underliv, bækkenbund og den gravide krop.

En graviditet kan være en stor belastning hos den gravide kvinde, da kroppen skal arbejde for to.
I takt med at barm og mave vokser, vil kvindens tyngdepunkt ændre sig betydeligt gennem de 3 trimestre. Det kan på sigt give graviditets lænde- og bækkensmerter. Alt dette er normale processer, men det kræver at de omkringliggende strukturer gradvist kan følge med til den øgede fysiske
belastning.
Bækkensmerter kan udløses gradvist, men hos enkelte kan de være til stede tidligt i graviditeten. Smerterne kan være svære at lokalisere, særlig fordi de kan udløses af led, ligamenter og muskler omkring bækkenet. Bækkenbundens muskler skal sammen med ledbåndene bidrage til at bækkenleddene ikke
overbelastes, hvorfor deres samarbejdsevner, muskelkraft og udholdenhed kan være afgørende for, hvordan bækkenleddene påvirkes og belastes.
Alt ovenstående er en naturlig proces i graviditeten, dog bør vi ikke negligere at en graviditet kan være hård for den enkelte kvinde.
I den sidste del af graviditeten vil kvinden opleve, at led og ledbånd bliver bløde og eftergivelige. Dette sker ved den naturlige hormonpåvirkning, kaldet relaxin. Det er i fødslen vigtigt, at barnet kan få plads nok i bækkenet til at rotere og dermed passere videre ud. Det betyder også at
bækkenbundsmusklerne og bækkenleddene kan blive lettere overbelastet.

 

Graviditet og fysisk aktivitet.

Gennem din graviditet må du gerne træne, men det er ikke alle der kan bevæge sig i samme omfang som forinden pga. den øgede belastning, ændret tyngdepunkt og særligt hvis den enkelte kvinde er påvirket af graviditetsrelaterede lænde- og bækkensmerter.
Nogle gravide kvinder nedsætter eller stopper helt med at være fysisk aktive under graviditeten.
Sundhedsstyrelsen anbefaler 30 min fysisk aktivitet dagligt i let til moderat grad – og ifølge fysioterapeuten er alt bevægelse god bevægelse, så længe det tilpasses individuelt.

Fysisk aktivitet under graviditeten øger sandsynligheden for:

  • et bedre graviditetsforløb med færre graviditetsgener
  • et mindre kompliceret fødselsforløb og en bedre helingsprocess i tiden efter
  • et øget selvværd og en øget livskvalitet hos moren – en stærk mor er ikke til at slå omkuld.
  • lavere risiko for en uhensigtsmæssig efterfødselsreaktion.

Træning under graviditet hos Ejby Fysioterapi.

Der er mulighed for holdtræning og individuelle forløb.
Du kan træne uden henvisning fra din læge – evt. med mulighed for tilskud fra Sygesikring DK.

Vi anbefaler en startsamtale på 30 min mhp. forventninger til kommende forløb.

Er du svært udfordret af bækkensmerter eller andre graviditetsgener, kan vi oprette et individuelt forløb eller som et supplement til holdtræning.

Snak evt. med din sundhedsforsikring om den dækker dine behandlinger Nogle kræver henvisning fra din læge.
NB. Det er ikke alle sundhedsforsikringer, der dækker holdtræning.

Holdtræning henvender sig til den gravide kvinde som ønsker at træne i fællesskab med andre. Her vil du løbende på information og vejledning i øvelser som tilpasses dig. Lad dig blive inspireret og træn, i din stue som supplement. Deltagere optages løbende, max 8 deltagere på holdet.
På holdet kan du forvente:
– en superviseret træning som tilpasses individuelt efter ønske og behov.
– et trygt fællesskab, hvor rammerne tillader at du kan stille spørgsmål, hvis du er i tvivl om træning og bevægelse under din graviditet.
– simple øvelser med fokus på funktionel styrke- ,stabilitets- og bækkenbundsøvelser, som du også vil kunne supplere med hjemme i din stue.
– Fokus på bækkenbunden generelt mhp. heling af bindevæv, bækkenbundsmuskler samt mindske risiko for ufrivillig vandladning i efterfødselsforløbet.
– Oplever du urininkontinens i større grad, kan det være en idé at få det grundigt undersøgt hos klinikkens gynobs fysioterapeut.

Bækkenbundstræning under og efter graviditet.

– Hvordan hænger det sammen?

Bækkenbunden skal både være stærk og eftergivelig, særligt sidstnævnte kan være afgørende for et vaginalt fødselsforløb.
Bækkenbunden er i forbindelse med en graviditet, under en større belastning end den er vant til, særligt i 3. trimester og under fødslen.
Gennem bækkenbundsøvelser og funktionel træning kan bækkenbundsmusklerne vedligeholdes og styrkes. På den måde har de gode forudsætninger for at komme sig efter fødslen.
Når du laver bækkenbundsøvelser under din graviditet:
– Øges bevidstheden om bækkenbunden, så du lærer at aktiverer og slappe af i forskellige daglige aktiviteter.
– Styrkes og vedligeholdes bækkenbundsmusklerne, så de bedre kan modstå den stigende belastning.
– Mindsker du risiko for urininkontinens under og efter graviditet.

De fleste kvinder kan opleve smerter og ubehag den første tid efter en vaginal fødsel, og disse kan ofte sammenlignes med små rifter i muskelvævet.
Andre kan opleve at briste i større grad, som kan indebære at de skal syes efterfølgende. Det skyldes, at vævets kapacitet ikke stemmer overens med den belastning, det udsættes for under en vaginal fødsel. Større grader af bristninger kan føre til, at kvinden oplever urin- og/eller
afføringsinkontinens.
Her kan det være en idé at søge hjælp hos en GynObs fysioterapeut, som kan undersøge og behandle bækkenbunden.
Helingsprocessen fremmes, når kvinden øger bevidstheden om bækkenbundstræning mhp. at transportere ilt til området.

Er du i tvivl om hvordan din bækkebundsmuskulatur arbejder under og efter din graviditet, kan du booke en tid til undersøgelse hos klinikken Gynobs Fysioterapeut, Frida.
Læs mere om træning på klinik efter fødsel.

Graviditets behandling og

træning hos Ejby Fysioterapi

 

  • Individuel undersøgelse, vejledning og fysioterapibehandling
  • Holdtræning for gravide
  • Gravidmassage
  • Afklarende samtale hos Gynobs fysioterapeut Frida Hanquist.

 

Efter graviditeten kan du og dit barn følges med andre nybagte forældre på vores efterfødselshold. Læs mere om fysioterapi og træning efter fødslen.